Stor tak
Efter 3 meget intense uger med tømning og klargøring af lokaler til aflevering er det nu snart tidspunktet for at få sat det sidste punktum for motionscentret LifeCare , men inden dette gøres, vil jeg gerne sende et KÆMPE stort TAK til alle LifeCares medlemmer. For mange gode timers træning, for hyggelige stunder med snak (også om alt andet end træning ) og for at gøre LifeCare til et helt specielt motionscenter. Det gør virkelig ondt, hver gang jeg med glæde hører, at i har fundet nye træningssteder, efterfulgt af: det er jo bare slet ikke det samme som i LifeCare . I har jo alle været med til at gøre det til noget helt specielt, så det håber jeg også i vil lykkes med, når i mødes til træning andre steder. Vi må huske på, at alt nyt kræver tilvænning, men at det jo også kan bringe nye gode og spændende ting med sig.
Det er svært at finde ord store nok til at takke instruktørerne for deres indsats i LifeCare, for de har selvfølgelig også været med til at skabe den hyggelige, men dog alligevel seriøse tilgang til træningen. Med Martin og Lars har jeg altid haft tillid til, at i som medlemmer blev mødt med en positiv tilgang og at alle opgaver blev løst på bedst mulig vis. Og selv om det blev ”et kort visit” var det med stor glæde, at vi fik Bolette tilbage, da hun med sit positive væsen og store kompetence kunne gå lige ind i teamet og for mange var der jo tale om stor gensynsglæde
Tak til alle, som bakkede op trods varslet om lukningen og ”blev til det sidste”. Det har ikke været en nem beslutning og det har været hårdt for de fleste, men den forståelse og opbakning jeg er blevet mødt med, havde jeg aldrig turde drømme om. Det vil jeg aldrig glemme jer for. Selv efter nedlukningen, har jeg fået fantastisk hjælp fra mange med at klargøre LifeCare. Tusinde tak...jeg havde ALDRIG klaret det uden jeres hjælp.
Og selvfølgelig en stor tak til jer alle for blomster og gaver, men især for de skønne ord og hilsner, som i havde lavet til os. Det varmer virkelig, når de triste tanker og savnet af jer alle jævnligt dukker op. Det vil altid være med minderne om en dejlig tid og noget helt specielt.
Et stort PÅ GENSYN…vi mødes ”et sted derude” lige pludselig